Bilen er sat til salg

 

Mahindra Scorpio 2011 til salg

NB! English translation here.

Hjemad fra langfartens eventyr!

Vi har taget første skridt på vores hjemvenden til Danmark - vores bil er sat til salg!

Det projekt Birna leder stopper den 20. September og så går tur hjem til Danmark igen efter tre dejlige år i Nepal.

De første to år var præget af corona og gjorde det vanskeligt for Birna at få projektet implementeret og så har vi heller ikke kunnet rejse så frit omkring, som vi måske gerne ville have gjort det. Vi føler dog at vi har fået Nepal "godt ind under huden". Vores oplevelse er, at Nepaleserne er et utrolig venligt folkefærd. Altid smilende, altid hjælpsomme, altid interesserede i fremmede. Indtil de sidder bag rattet i deres bil eller styret på deres scooter. Trafikken i Kathmandu og ude på landevejen er slem, også selvom vi har vænnet os til den.



Tiden frem til September er kort - der er meget der skal nås. Birna har mange løse ender på projektet der skal knyttes, og i huset får vi travlt med at sælge alle de ting som ikke skal med hjem.

Vi får også købt lidt flere "uundværlige" minder at tage med hjem. Her er det en bronze figur af Baby Ganesh - Bal Ganesh - elefant guden. Det er ikke tit man ser en af guderne afbildet som baby og samtidig virker han som en sød baby.

Sidst i juni tager vi hjem til DK på en lille sommerferie inden vi tager tilbage til Nepal og pakker flyttelæsset.

Filt filt filt...

SÅ nu er det (næsten) sidste chance for at købe lidt filt-ting til en god pris. Jeg har ikke fortalt Krishna at vi flytter hjem - han bliver ked af det - og vi kommer til at savne Krishna og han kone Paru. Krishna og Paru har altid budt os velkommen i deres hjem også når vi har gæster hjemmefra. Så laver Paru MoMo (dumplings) og vi får lejlighed til at besøge deres "fabrik" hvor de nu har 40 damer ansat.

Linda er blevet pyntet med en 
julekrans på hovedet

 

Damerne har travlt med julepynten. 100,000 enheder skal være
klar til August! 
På fabrikken får damerne en unik mulighed for at tjene en god løn, samtidig med at de kan passe deres familie. Om eftermiddagen er der ofte lige så mange børn som kvinder. Hvis det passer kvinderne bedre, kan de tage "arbejde" med hjem.

Tag et kig på Krishnas hjemmeside og se om der er andet end hjemmesko som kan friste. 

Vi har haft glæde af stolehynder som disse


Hynderne kan leveres i alle størrelser og farver. 
Send dine bestillinger til mig på steen@andersen.net

Siden jul....

Nytår X 3 - I nepal tager man alle helligdage seriøst. Uanset hvilken religion der har en helligdag, så fejres den af alle. Det betyder også, at man fejrer nytår tre gange. Første gang 1. Januar, derefter det tibetanske nytår i februar og endelig det Nepalesiske nytår i marts (Man kunne sikkert også fejre det kinesiske - men af en eller anden grund nøjes man med de tre)
Birna og jeg var med til fejring af det tibetanske nytår på et kloster i Kathmandu

Anno 2023 og man har stadig "Black hat dancing"
Flot udklædning og mange laaaange danse



I starten af marts fejredes Holy - hvor alle som vover sig udendørs -
mig inklusive - må forvente at få kastet farvet vand og farvet pulver på sig.
Alle morer sig stort. 

Senere i marts tog Birna til Washington i 10 dage til nogle møder på hovedkontoret. Heldigvis faldt det sammen med at Feo fejrede sin fødselsdag, så Birna kunne lige smutte op til New York og være med på dagen.


Feo fyldte 7 år og Hubert er 4 år. Hubert havde lidt svært 
ved at acceptere at Feo fik lov til at fejre to fødselsdage - 
da bedstemor var der og med hendes skole. Så Rinie
måtte love ham, at han også bliver fejret to gange til oktober når
han fylder 5.

Imedens Birna var i new York tog jeg på et "road trip" ud i landet og besøgte nogle steder, vi ikke har været endnu. Uden for Kathmandu er Nepal et smukt land med grønne bakker og høje bjerge.



Jeg syntes havde nok at bære på med min egen vægt - Nepaleserne er stærke mennesker.

Og jeg fik tid til at lege med den drone jeg har overtaget fra Rolf.
Sjovt og imponerende stykke mekanik og elektronik.

I april fik vi besøg fra England. Angela - Valdemars mor - og tre af hendes venner kom til Nepal i 14 dage. Vi havde en dejlig tid sammen og fik set nogle "nye" gamle ting sammen med dem.  




Mt. Everest i morgensol. Billedet er taget fra et specielt fly, som hver morgen tager tourister på en times rundflyvning

I april var jeg på en trekkingtur i Annapurna, hvor vi nåede op til Poon Hill, hvorfra man har en fantastiks udsigt til nogle af de smukkeste bjerge i Himalaya.
Rhododendron træerne blomstede

Annapurna og Dhaulagiri i solopgangen

Vores guide stod på hovedet for os for at gøre turen til en stor oplevelse

Efter påske var Birna og jeg hjemme i Danmark på et kort besøg  og kunne være med til at fejre Rolf på hans 40 års fødselsdag. 

I maj måned fik vi besøg af Rete & Søren og en god fælles ven - Linda. De var de første som besøgte os her i Nepal og bliver vist også de sidste inden vi tager hjem.

Mike og Patti er et par gode venner, vi har fået her i Kathmandu, og sammen tog vi op til et udsigtspunkt og spiste en god frokost - udsigten var ikke god - smog! 


På en tur rundt i byen faldt vi over dette religiøse tårn





Gamle som unge tilbeder tårnet og bringer offer gaver i form af ris og blomster.


Og ja - tårnet er højt og står mega skævt

Sammen med Rete & Søren og Linda tog vi også en tur til Nuwakot. Nuwakot bliver beskrevet som en glemt perle i Nepal. Der kommer næsten ingen turister derud (tre timer fra Kathmandu).
Vi havde en herlig weekend i Shaens gamle paladsby. Desværre er Nuwakot een af de byer der blev rigtig ilde tilredt af jordskælvet i 2015 og det kan man stadig se i byen.

Genopbygningen er igang men tager rigtig lang tid

Linda fik lokket Søren og jeg til at prøve en 1,600 meter lang zip-line - den næst længste i Nepal






Det blev en meget lang flyvetur - men faktisk ikke så "frygtelig" som man måske kunne tro.
Man kører relativt langsomt og når først man hænger der i den fri luft tænker man ikke så meget over hvor langt der er ned !


Vi boede på et hyggeligt lille hotel "The Famous Farm" som havde hyggelige værelser med lave døråbninger. Fantastisk god nepalesisk mad.






Vi håber i alle får en god sommer og glæder os til at se jer i Danmark efter september 2023 - Indtil vi finder på et nyt eventyr - men næste eventyr nu er at komme hjem og være fuldtids bedsteforældre for fire dejlige børnebørn og en lille fræk hund (Annas Alfred)










Comments