Julehilsen fra Birna & Steen
København 22 Dec 2025
Kære allesammen.
(Read english translation here)
Vi havde lige vænnet os til at skrive 2025 og så skal vi i gang igen med at lære et nyt årstal!
Året er på en eller anden måde bare drønet forbi i overhalingsbanen.
Vi er ved at forberede julen. Der er pyntet op med nisser, hjerter og stjerner i hele hytten ….
Sidste søndag i November var hele familien samlet og bagte julekager mmm.
Juletræet i gården sørger ejerforeningen for:
Hyggeligt ser det ud - mangler bare lidt sne til at pynte grenene med.
Julen fejrer vi igen i år i Sverige i vores hyggelige svenske træhus - OG der kan vi måske få et drys sne - det håber børnene i hvert fald på.
(billedet er taget sidste år i december!)
Vi fejrer julen sammen med alle tre børn og kærester/ægtefæller, 4 børnebørn, 1 hund og en svigerfar (Sven som er Rolfs svigerfar).
“Breaking news” - kæresten er Annas Emil - som hun lige er blevet forlovet med. Emil kom helt efter bogen og spurgte mig (os) om han måtte fri til Anna - dejligt med en tradition hvor man tror man måske har noget at skulle have sagt.
Selvom Emil arbejder på Amager, plejer han ikke at gå klædt i cowboy kostume - billedet er fra Rinies 40 års fødselsdag i maj!
Året der gik
Birna og jeg nyder at være pensionister på fuld tid. Så har man tid til at læse en masse bøger, strikke, bage spændende kager osv. Det passer dog ikke helt på os - endnu! På en eller anden måde er der altid lige et projekt som skal klares. Lige nu er det Anna og Emil som har købt et lille rækkehus i Jægersborg og det skal jo lige sættes i stand - og det tager lidt tid. Før det var det Rolf og Annali der lige skulle have et nyt køkken og en ny skillevæg - og det er jo herligt at vi kan hjælpe til. Så har vi to sæt børnebørn, som vi er så heldige at være sammen med en dag om ugen. For at holde os i form går vi til paddle tennis og Loop 2 formiddage om ugen. Vi nyder alle aktiviteterne, og så får vi også lidt tid til at læse bøger, tage på ferie og se vores mange dejlige venner, mødregruppe og svømmepigerne og familie. (Dog ikke så ofte som vi gerne ville)..
I marts måned tog vi på en dejlig skiferie til Geilo med alle vores børn og børnebørn. Turen til Norge er dejlig, fordi den første del er med færgen til Oslo. Sjovt for børnene og afslappende for de voksne, fordi der kun er 2-3 timers kørsel i Norge til Geilo.
Marianne, Susanne og Birna med vores padel instruktør.
I april tog vi igen på en uges højskolekursus for at lære mere om at spille padel. Denne gang var vi (Rete og Søren og os) sammen med et par af Birnas farmaceut venner, så vi var 6 ud af de 15 elever på holdet. Det var igen en rigtig sjov og lærerig uge.
Traditionen tro, var vi også sammen med Rete og Søren på bedsteforældre gymnastikefterskole med alle børnebørnene. Det planlægger vi bestemt igen næste år. Herligt med vidunderlige og sjove oplevelser.
Sidste dag på efterskolen er der “farvefest”
Birna & Steen med Oscar, Hubert, Feodora, August, Ebba og Julia
Vi tog til Spanien for at spille lidt padel. Vi havde inviteret vores gode ven Barry fra Canada med på turen. Vi havde lejet et dejligt AirBnb i en lille landsby lidt syd for Malaga. Vi havde en skøn tur med mange oplevelser og god mad - men nåede ikke at spille padel 🎾
Søren, Birna, Barry og Rete hviler benene på vores tur til Caminito Del Rey
I august fejrede vi at Steen fyldte 70 år. Temaet for festen var “hatte”.
I oktober besøgte vi Hanne og Rene ved vestkysten - det var ikke just strandvejr - men skønt at kunne mødes og sammen fortælle en masse historier fra Zimbabwe.
I årets løb har vi haft mange besøgende fra nær og fjern. Charon og Farai lærte vi at kende i Zimbabwe og Ebba har været professor for dem alle tre sammen med Janine.
Fra venstre: Birna, Janine, Farai, Charon og Ebba
I september fik vi mulighed for at gense Saw Hua, som normalt bor i Kuala Lumpur. Hun besøgte sin datter i Paris og vi skyndte os derned og havde nogle skønne dage sammen.
Galeries Lafayette sammen med Saw Hua.
Vi ønsker jer alle en rigtig god jul og et godt 2026 og håber vi får set jer i det nye år.
Knus og kærlige hilsener
fra
Birna & Steen

Comments
Post a Comment