Det sidste først!
VI ER VENDT TILBAGE TIL DANMARK
Efter 8 dejlige år i Afrikas Perle - Uganda - er vi nu vendt tilbage til Danmark for at være bedsteforældre på fuld tid.
Fredag den 8. december ankom vi i Kastrup efter en lidt travl tid i november med pakning og afvikling af hus og arbejde.
I lufthavnen blev vi budt velkommen af en kendt personlighed
Birnas kontrakt i Uganda løber indtil september 2019, men efter 8 år på posten syntes vi at det var tid til vende hjem og se mere til især de to børnebørn og familien.
Det sidste år har Birna haft travlt med at sætte nye aktiviteter i gang på projektet og afslutte igangværende aktiviteter. USAID har giver projektet endnu flere penge så de nu kan rulle deres løsninger ud i alle distrikter i Uganda.
Da Birna annoncerede sin tilbagetrækning, var der mange der utrykte deres forfærdelse. De var bange for hvordan det gå med projektet uden Birna ved roret. Men det ser ud til at det er lykkedes at finde en god afløser for Birna som nåede at starte en måned før Birna stoppede den 7. december.
Det sidste år har Birna haft travlt med at sætte nye aktiviteter i gang på projektet og afslutte igangværende aktiviteter. USAID har giver projektet endnu flere penge så de nu kan rulle deres løsninger ud i alle distrikter i Uganda.
Da Birna annoncerede sin tilbagetrækning, var der mange der utrykte deres forfærdelse. De var bange for hvordan det gå med projektet uden Birna ved roret. Men det ser ud til at det er lykkedes at finde en god afløser for Birna som nåede at starte en måned før Birna stoppede den 7. december.
Der blev holdt en flot afskeds reception for Birna med deltagelse fra Ministeriet og øvrige samarbejdspartnere.
Birna og hendes afløser - en fransk pharmaceut
Molly
Da vi rejste afsted i 2009 var det sammen med vores hund Molly. Hun er nu 13 år gammel og vi nænnede ikke at udsætte hende for endnu en flyvetur og at komme til København og bo i en lejlighed (hvor vi iøvrigt ikke må holde hund). Vi har fundet en dejlig familie i Kampala som vi tror vil tage sig godt af hende.
Familien har en hvalp på 1 1/2 år som ser ud til at holde Molly ung.
Børn og børnebørn
Straks efter vi landede i DK blev vi kapret til at passe de to børnebørn - og vi nyder det i fulde drag.
Her er Birna med et af børnebørnene ved møllen i Gundrastorp.
Vi glæder os meget til at være tættere på børnene og de midste og det bliver dejligt at se dem oftere og følge med i deres udvikling.
Rolf, Annali og Ebba trives i deres dejlige lejlighed på Frederiksberg. OG vi glæder os alle til at hilse på deres søn som forventes at blive født midt i marts 2018.
Rinie, Valdemar og Feo har solgt deres lejlighed på Grønningen og leder nu efter en ny - mere børnevenlig bolig. (Som et koriosum kan der nævnes at Feo går i vuggestue i Malmøgade, så Feo kommer sikkert ofte forbi).
Anna er started på masterdelen af medicin studiet i Aarhus. Hun er glad for have besluttet at prøve Aarhus, som virker som spændende by.
God jul og alt godt for 2018
Kærlig hilsen
Birna & Steen
Kære Birna og Steen!
ReplyDeleteNej, hvor skønt, at I nu er tilbage. For os, men da især for jer, der nu skal være bedsteforældre på fuld tid ... men, kender jeg jer ret, bliver det nok ikke helt på fuld tid, for I skal helt sikkert hurtigt kaste jer ud i mange aktiviteter.
Selv holder jeg en pragtfuld jul på den anden side kloden. I denne uge er vi i Picton, som ligger nordligst på Sydøen, og hele kernefamilien er samlet i en lejet stor bjergvilla med udsigt over havet. Næste uge skal vi være i Nelson, hvor vi holder nytår.
Vejret og vegetationen minder faktisk en del om Zimbabwe. Behagelige 25 grader, blomstrende træer og farvestrålende blomster.
Men ellers er NZ selvfølgelig helt anderledes, og jeg er ret vild med landet og ikke mindst befolkningen. Hyggelige, venlige og meget imødekommende mennesker, som er rolige og "jyske" i det. Hvis det ikke lå så langt borte, skulle det helt sikkert være mit faste vinterkvarter.
Jeg får jeg tit flashbacks til vores Afrika-tid - med den store forskel, at JEG nu er den gamle mor, som er på besøg hos de unge udstationerede. Det er jo også præcis en menneskealder - 25 år siden, vi ankom til Zimbabwe.
Min største fornøjelse er selvfølgelig også de fem børnebørn.
Det er virkelig ikke indbildning, for andre kan også se det: Fuldstændig slående så meget den lille Knut ligner sin bedstefar af væsen og udseende. Han er mild og glad og hygger sig så meget - ikke mindst, når der er god mad på bordet. Alle de andre er selvfølgelig også søde - på hver deres måde. Alfred er den, som har forandret sig mest i NZ. Han er blevet 190 cm høj og har fået overskæg og dyb stemme, men han er alligevel stadig et barn på 15 år (synes jeg altså.Selv er han nok af anden mening).
Alle Lauras tre børn har været fantastiske til at integrere sig, og den yngste, Ella på 9, taler new zealandsk som en indfødt og kan danse mauri-krigsdans (haka), så ikke et øje er tørt - af grin, når tungen kommer ud af munden på de rigtige steder.
Laura er jo praktiserende i en lille flække, som er oplandsby. Den ligger på nordøen. Selve byen, der ligger langs en landevej, er ikke noget at tale om, panelbeaters, korn- og foderstofbygninger, siloer og tankstioner. Men når man kommer 100 meter ud til siderne er naturen storslået. Dt maleriske bjerg, Taranaki, til den ene side og klippekysten og Det Tasmanske Hav til den anden.
Jeg har lejet et lille hus ved kyststien, og det ligger kun et par hundrede meter fra Lauras og Thomas'. Bliver her til 1. marts. Katrine og Jette bliver her til 1. februar. Laura og Thomas skal hjem til maj, og det står fast, for Thomas har orlov fra sit arbejde som forstander på et kollegium for voksne autister, der er under uddannelse.
Jeg har jo taget arbejdsredskaberne med, så jeg kunne bestille noget, hvis tiden skulle falde lang, men det gør den slet ikke, så jeg vender ikke hjem med en ny bog, haha.
Jeg har jo været en del gigtplaget (polymyalgi og stenose i nakken). Jeg vil ikke sige, at det er forsvundet, men man mærker altså mindre til den slags alderdomsplager, når solen skinner, man er i godt selskab og oplever en masse nye ting.
Så alt i alt glædes jeg over livet og går fortrøstningsfuldt ind i det nye år, hvor jeg skal i gang med et renoveringsprojekt på Næsbyholmvej. Før jeg rejste hertil, fik jeg nyt køkken i "Knuts hus" i Broskov, så det er blevet et endnu bedre fritidshus for hele familien. Sådan er der jo hele tiden noget at passe.
Nå, nu kalder julefrokosten. Vi er jo 12 timer foran jer. Hils hele jeres herlige familie og
de kærligste hilsner og tanker fra
Gretelise